Hometrainer Elite Turbo Muin Anmeldelse

Elite Turbo Muin er en af de billigste hometrainere i den model, hvor man skal tage sit baghjul af og sætte sin cykel fast direkte ind i hometraineren. Dette skulle efter sigende overføre mere kraft til hometraineren og desuden skulle de dæmpe støjen en del.

Funktioner

Progressiv modstand (øges ved fart), foldbar for let opbevaring, let at håndtere, simulering af vindmodstand, kompatibel med de gængse Shimano, Sram og Campagnolo kassetter. Ant+ og My E-training. Hjulstørrelse 20″-29″.

Fordele

Da Elite Turbo Muin benyttes direkte på kassetten og ikke ved kraftoverførsel via et dæk, så mister man ikke kraft. Når man benytter en traditionel hometrainer, så kører ens dæk på en rulle (ofte en siliconerulle). Et dæk vil aldrig have 100% kontakt med rullen og derved mistes der kraft. Dette sker ikke, når man overfører kraften fra cyklens kæde og over på kassetten på cykeltræneren.

Ved at man ikke løfter cyklen op i hometraineren, bevarer man cyklens horisontale balancepunkt. Når man benytter sig af en almindelig hometrainer, så skal man have en forhjulsblok under for at kompensere for den højere placering af baghjulet. Dette er ikke nødvendigt ved brug af en Elite Turbo Muin eller storebroren Elite Real Turbo Muin, og derved slipper man for, at skulle sørge for, at ens forhjulsblok er placeret det rigtige sted.
En anden ting, som man er fri for at spekulere i, er af anskaffe sig et hometrainerdæk og for de flestes tilfælde også et ekstra baghjul (det er de færreste, der har lyst til at skifte dæk, hver gang de skal bruge deres træner). Desuden behøver man ikke være bekymret for svineri fra dækket, som ellers kan være en stor udfordring ved brug af hometrainer.

Ulemper

Den umiddelbare største ulempe ved denne hometrainer er, at den ikke kan yde så mange watt, som mange af de andre maskiner kan. Hvis man kører 20 km/t, så kan den max yde 150 watt og ved 40 km/t yder den max 1050 watt. Til sammenligning yder storebroren hele 850 watt ved 20 km/t og 1500 watt ved 40 km/t.
Desuden er det en forholdsvis klodset maskine at håndter og den vejer temmelig meget og fylder en del mere end andre cykeltrænere.

Konklusion

En rigtig god maskine til pengene. Den laver en ganske fornuftig simulering af landevejen ved at modstanden øges ved fart (progressiv modstand) og den larmer faktisk forbavsende lidt – det er stort set kun lyden fra kæden mod kassetten, som man hører. Det fungerer fint at montere en Ant+ wattmåler på den og med My E-training App får man adgang til nogle rigtig fine træningsmuligheder. Maskinen giver et rigtig fint og jævnt tråd i pedalerne. Denne maskine kan klart anbefales, hvis man bor i lejlighed og gerne vil billigt i gang med at træne på hometrainer.